Om os

I Jammerbugt Kommune er vi ca. 38.700 borgere, og vi vil gerne være flere! Vi bor i en af kommunens fire centerbyer: Brovst, Fjerritslev, Pandrup og Aabybro, i et af de mange mindre lokalsamfund eller på landet. På sitet her kan du læse meget mere om livet i vores byer.

Nok er vi ikke så mange – til gengæld har vi masser af plads at boltre os på. Og hvilken plads! Med vores placering mellem Jammerbugten og Limfjorden har vi aldrig langt til enestående naturoplevelser. Flammende solnedgange over havet – rideture på stranden – kajakture på fjorden – på mountainbike i plantagen – jagt, fiskeri og meget, meget mere. Når vi får udlængsel, har vi Aalborg og lufthavnen i baghaven, kun få minutters kørsel fra kommunen.

Er det mon tilfældigt, at kommunen vandt Årets Landdistriktspris 2016, ligesom Årets Landsby 2016 også er at finde i kommunen? Det tror vi ikke! Hos os arbejder kommune og lokalsamfund sammen for at bevare og udvikle de lokale skoler og skabe masser af liv i alle byer. Hellere udvikling end afvikling!

Vi har mange arbejdspladser indenfor de traditionelle erhverv, herunder håndværk, men også mange højt specialiserede virksomheder. Og så er vi en del, som pendler til arbejdspladser i nabokommunerne (og ja – vi har mange gode forbindelser med offentlig transport). Ofte køber vi ind lokalt i en af de mange dagligvare- eller specialbutikker i kommunen.

Har du sagt ’Jammerbugt’ har du også sagt ’turisme’! Du har måske hørt om Blokhus, Svinkløv eller Slettestrand? Tænk bare … vi bor, hvor folk gerne vil holde ferie!

Mange af os er aktive i foreningslivet – eller vi har travlt med at få et eller andet projekt op at stå i vores by – en byfest, en koncert, et legetårn, en vandresti… Eller vi er engagerede i at få nye borgere til vores by – for vi vil som sagt gerne være flere!

Fakta:

  • Jammerbugt Kommune dækker et areal på 863 km² (ha: 86.276)
  • Jammerbugt Kommune er en lang kommune i geografisk udstrækning. Fra Vust i vest til Ingstrup i nord/øst er der cirka 60 kilometer. Kommunen er dog ingen steder mere end 20 km bred
  • Jammerbugt er den eneste kommune i Danmark, der begynder med J